Hvad der bliver betegnet, som den største krise siden Anden Verdenskrig, er forhåbentlig snart en saga blot. 2020 har været et år fyldt med usikkerhed, men den igangværende massevaccination mod covid-19 har vist os starten på enden af en pandemi, som har styret, hvordan vi har levet og ageret de sidste 10 måneder.
Vi har i 2020 dyrket fællesskabet både lokalt og nationalt på en helt anden måde, end vi normalt gør. Vi har i Fællesrådet været nødt til at genoverveje afviklingen af en række arrangementer, og det samme har mange andre foreninger i byen været nødsaget til. Blandt andet flyttede vi den årlige affaldsindsamling i byen fra april til september, og vores bankospil i november måtte aflyses.
Julemandsjagten blev aflyst – julehyggen gjorde ikke
Pandemien har også givet os en mulighed for at tænke kreativt. En af de bedst besøgte arrangementer hvert år er julearrangementet i december, hvor vi leder efter julemanden og tænder julelys i byen. Da vi I år ikke fandt det ansvarligt, at lade jer mødes ved købmanden til julehygge, så sørgede Min Købmand, SKIF Juniorklub og Fællesrådet for, at julehyggen kom til jer. Og hvor var det skønt at se så mange børn og voksne på gaden, da vi kom forbi, med julemusik, slik og æbleskiver i købmandens grønne tuk-tuk. Der blev uddelt over 130 poser slik og æbleskiver, og julelysene i byen blev som sædvanligt tændt.
Året 2021
2021 vil også fortsat være et år med megen usikkerhed. Vi ved ikke på nuværende tidspunkt hvilke arrangementer, der vil være mulige at gennemføre. Når vi ved mere, vil Fælllesrådet give besked på Facebook og på hjemmesiden.
Vi vil fortsat opfordre til god håndhygiejne, afstand og brede smil, selvom det ikke kan ses under mundbindet. Der er i en svær tid blevet udvist utrolig godt samfundssind blandt byens borgere. Det vil vi gerne takke jer for.
Til slut håber vi, at I alle, trods restriktionerne, har haft en dejlig jul og en god nytårsaften.
Med venlig hilsen
Stenderup-Krogager Fællesråd