Artikler

Velbesøgt juletræsfest i Teglgaardshallen

Omtrent 200 børn og voksne var samlet til juletræsfest lørdag den 26. november 2022. Den traditionsrige begivenhed, der normalt finder sted på Min Købmands parkeringsplads, var i år rykket i Teglgaardshallen.

Først var børnene ude og finde Julemanden, som havde taget ophold i Ravnsborg. Derefter gik vi tilbage til hallen, hvor alle børn fik udleveret en julekugle, som de skulle hænge på juletræet i hallen. 

Julestemningen var i top, da vi dansede om juletræet, og så skulle alle børn selvfølgelig have en slikpose af Julemanden.

Børnene kunne også aflevere en ønskeseddel til Julemanden. Der blev desuden trukket en heldig vinder af et gavekort til Legekæden. Vinderen blev Johanne Bøge Rasmussen – stort tillykke!

Derefter kunne alle fylde deres drikkedunk, som Min Købmand havde sponsoreret, med saft. Der var også æbleskiver til alle, store som små.

Denne super hyggelige dag sluttede med at juletræerne udenfor blev tændt med hjælp fra Julemanden og fra børnene.

Der er selvfølgelig også julelys at finde i lygtepælene, der netop forinden arrangementet var blevet sat op og installeret af en flok frivillige, friske gutter – det sætter vi alle i byen meget pris på, at I har lyst til at gøre.

Normalt er der også juletræer at finde ved indfaldsvejene til byen. Grundet energikrisen har vi dog valgt at droppe dem i år. På den måde kan vi i byen forene både julehygge og samfundssind.

Juletræsfesten blev afholdt af SKIF Juniorklub, Min Købmand og Fællesrådet. Se de stemningsfyldte billeder fra arrangementet herunder.

Hyggeligt bankospil på en kold efterårsdag

Onsdag den 23. november 2022 afholdt vi i Fællesrådet vores årlige, og altid velbesøgte, bankospil. I år var ingen undtagelse, hvor 110 friske bankospillere, var mødt frem i Teglgaardshallen.

Vi spillede 8 runder klassisk københavnerbanko, samt en ekstra ekstra runde til slut, hvor der var en lækker købmandskurv på højkant. Og når vi ikke spillede, så blev den søde tand stillet med varme æbleskiver.

I pausen blev der udtrukket vindere i amerikansk lotteri, hvor vi havde hele 158 fine gevinster at dele ud af!

Fællesrådet vil gerne takke alle de fremmødte for en hyggelig aften.

En kæmpe stor tak skal også lyde til alle vores sponsorer – uden jer kunne dette bankospil ikke blive en realitet!
Sponsorerne er:

  • Allan’s Dinér
  • Andelskassen
  • Anette Holm
  • Anita
  • Anne Blüme
  • Anny Nissen
  • BC Mode
  • Blomster med A
  • Butik Mary
  • Café J
  • Daglig Brugsen Hejnsvig
  • Ekspert/Punkt1
  • Erling Transport
  • Farveland
  • FL Service
  • Guldsmeden
  • HCP
  • Hr. P
  • Jysk
  • Kurt Kirkegaard
  • Kvickly
  • M&S Company
  • Min Købmand Stenderup-Krogager
  • Normann Group
  • Nygård Ismejeri
  • PARK by Tina K
  • Rema 1000 Grindsted
  • Rosanna
  • Salon Hårfix
  • Schrøders Maskinfabrik
  • SkoUniverset
  • Stark Esbjerg
  • Sydbank
  • TC Brød
  • Tøjeksperten

Den første Sankt Hans Aften på Øparken i tre år

Den traditionsrige Sankt Hans Aften på Øparken er de seneste to år blevet aflyst grundet COVID-19 og tørke, men 2022 skulle blive året, hvor vi igen kunne samles og fejre højtiden og de lyse nætter.

Hvor var det skønt at se så mange mennesker og opleve den gode stemning på Øparken – på et tidspunkt har vi været op mod hele 200 sommerglade personer, der kunne nyde det fantastiske vejr og gode selskab.

Festteltet var sat op og Stenderup-Krogager Invest stod klar med grillpølser og kartoffelsalat. Nogle havde taget plads på tæpper udenfor, mens andre, traditionen tro, indtog festteltet og kunne nyde deres egen medbragte mad. Den nye lejeplads var flittigt i brug af børn og barnlige sjæle, mens aftenen sneg sig på.

Da klokken blev 20 tændtes bålet til tonerne af Midsommervisen. Den fine heks havde de dygtige elever i 2. klasse stået for at lave, og for det skal der lyde et stort tak!

Vi håber, at alle havde en hyggelig aften!

Masser af fisk på krogene

Søndag den 22. maj 2022 løb Fællesrådets årlige fiskekonkurrence af stablen. Det var vaskeægte fiske-vejr, for fiskene bed lystigt på krogene. I alt blev der fanget hele 24 fisk. Desværre var vi kun 18 voksne og 7 børn til konkurrencen, så der kunne sagtens have været mange flere rundt ved søen. Men vi er sikre på, at alle havde en hyggelig eftermiddag ved Østergård Put & Take.

Vi havde selvfølgelig grillen startet op, og flere kom forbi og fik stillet sulten og nød den flotte udsigt over søen. Tak til Else og Kaj for lån af jeres skønne sted!

Desværre hev ingen af de syv seje børn fisk op ad vandet, men anderledes så det ud i voksen-rækken. Top 3 i voksen-rækken fordelte sig således:

1. Kasper (2,09 kg)
2. Mia (2,08 kg)
3. Casper (2,03 kg)

På Fællesrådet vegne
Tina Nissen

Kom til generalforsamling i februar

Onsdag den 23. februar 2022 klokken 17.30 er der generalforsamling i Stenderup-Krogager Fællesråd. Det finder sted i Værestedet i Teglgaardshallen.

Dagsordenen er som følger:

  1. Valg af ordstyrer
  2. Valg af referent og stemmetællere
  3. Aflæggelse og godkendelse af årsberegning
  4. Aflæggelse og godkendelse af regnskab
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelse og suppleanter
    • På valg:
      • Lone Hansen (modtager genvalg)
      • Thomas Hedegård (modtager genvalg)
      • Leif Kruse (modtager genvalg)
  7. Valg af revisor og revidorsuppleanter
  8. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet under ”indkomne forslag” skal indsendes eller afleveres skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage forud. (16. februar)

Fælledsrådet byder sammen med de øvrige foreninger på aftensmad i forbindelse med generalforsamlingen. Tilmelding til generalforsamlingen skal ske til Mette Kragh senest onsdag den 16. februar på mobil/sms 2886 1716 eller mail: kragh@bbsyd.dk

Dokument over dagsorden m.m. kan downloades herunder:

Covid-19 har spredt sig i byen

Det er vidst ikke længere ukendt for nogen som helst, at vi i Stenderup Krogager i denne tid er hårdt ramt af Covid-19. Med et smittetryk på over 3000 tilfælde pr. 100.000 indbyggere i Stenderup Sogn, og en meget usædvanlig skoledag på Stenderup Skole i fredags, hvor kun én elev mødte ind, så har situationen herude fanget de helt store mediers interesse. Vi har herunder samlet en række artikler fra nyhedsmedierne.

JydskeVestkysten

TV 2

Ekstra Bladet

TV Syd

Det har været dejligt at se den store indsats, som borgerne i byen har gjort, ved at blive testet. Det har resulteret i en positivprocent på næsten 13% i sognet, mod den landsdækkende positivprocent på 1,8%. Vi er sikker på, at I alle har haft glæde af Region Syddanmarks testbil, som søndag den 7. november har holdt til ved Idrætscentret. Her er den også at finde i dag, mandag den 8. november, i tidsrummet 10-16. Vi opfordrer jer selvfølgelig til fortsat at benytte jer af tilbuddet, så vi igen kan få banket smitten i bund ved at bryde smittekæderne.