112 kg. Så meget lettere er byen blevet – bogstaveligt talt. I dag den 2. april 2017 blev der nemlig indsamlet intet mindre end 112 kg affald, som ellers bare ville ligge og flyde i og omkring Stenderup Krogager.
28 friske børn og voksne deltog i årets affaldsindsamling, og der blev fundet alt fra dåser og cigaretpakker til fælge og sidespejle. Der blev endda fundet et gammelt kreditkort tilhørende en af byens borgere. Ja, man kan i den grad blive overrasket. Dog er det desværre ikke altid positive overraskelser, der venter indsamlerne.
Det blev tydeliggjort ved de mange hundrede cigaretskodder, der lå alle steder. Det pynter ikke ligefrem i vores ellers smukke by. Derfor opfordres der selvfølgelig til at skille sig af med sine skodder på anden vis end blot at smide dem på jorden. Ikke nok med, at der går 5 år, før et cigaretskod forsvinder, så indeholder de også en masse kemiske stoffer, som er med til at ødelægge vores smukke natur.
For lige at nævne endnu en grotesk oplevelse, så blev der fundet intet mindre end 7-8 ens poser med ekskrementer fra en hund. Det er super fint, at man samler op efter sin hund, men det er ikke i orden blot at smide poserne ind i fårenes indhegning ved plejecentret. De skal selvfølgelig i skraldespanden. Skal vi ikke blive enige om, at det IKKE er en ting, som bliver fundet næste år?
Nok med de sure opstød! Alle havde en super hyggelig dag, som startede med rundstykker og kaffe i Madpakkehuset. Humøret var højt dagen lang, og sikke en tilfredsstillelse det var at se bjerget af indsamlet affald vokse. Nu har vi en lækker og ren by, der er klar til at gå sommeren i møde.
Vi ser allerede frem til næste års indsamling, hvor vi håber på at se endnu flere deltagende. Tak til alle der var med til Affaldsindsamlingen 2017!