Affald i lange baner

112 kg. Så meget lettere er byen blevet – bogstaveligt talt. I dag den 2. april 2017 blev der nemlig indsamlet intet mindre end 112 kg affald, som ellers bare ville ligge og flyde i og omkring Stenderup Krogager.

28 friske børn og voksne deltog i årets affaldsindsamling, og der blev fundet alt fra dåser og cigaretpakker til fælge og sidespejle. Der blev endda fundet et gammelt kreditkort tilhørende en af byens borgere. Ja, man kan i den grad blive overrasket. Dog er det desværre ikke altid positive overraskelser, der venter indsamlerne.
Det blev tydeliggjort ved de mange hundrede cigaretskodder, der lå alle steder. Det pynter ikke ligefrem i vores ellers smukke by. Derfor opfordres der selvfølgelig til at skille sig af med sine skodder på anden vis end blot at smide dem på jorden. Ikke nok med, at der går 5 år, før et cigaretskod forsvinder, så indeholder de også en masse kemiske stoffer, som er med til at ødelægge vores smukke natur.
For lige at nævne endnu en grotesk oplevelse, så blev der fundet intet mindre end 7-8 ens poser med ekskrementer fra en hund. Det er super fint, at man samler op efter sin hund, men det er ikke i orden blot at smide poserne ind i fårenes indhegning ved plejecentret. De skal selvfølgelig i skraldespanden. Skal vi ikke blive enige om, at det IKKE er en ting, som bliver fundet næste år?

Nok med de sure opstød! Alle havde en super hyggelig dag, som startede med rundstykker og kaffe i Madpakkehuset. Humøret var højt dagen lang, og sikke en tilfredsstillelse det var at se bjerget af indsamlet affald vokse. Nu har vi en lækker og ren by, der er klar til at gå sommeren i møde.
Vi ser allerede frem til næste års indsamling, hvor vi håber på at se endnu flere deltagende. Tak til alle der var med til Affaldsindsamlingen 2017!

Notitsen – 2017, 1. udgave

Årets første Notitsen er nu på gaden og delt ud til byens borgere. I år har vi også lavet et nyt tiltag: Notitsen findes nu også online!

Hvad enten du har glemt, hvor du lagde din Notitsen eller om du hurtigt skal finde den frem på farten, så er den nu nemt tilgængelig for dig. Du finder den online version af Notitsen lige her i dette opslag eller nederst på forsiden.
I Notitsen kan du læse om stort og småt i byen, og bladet er generelt god til at samle os til byens fælles aktiviteter i løbet af året. Du kan læse om kommende begivenheder og arrangementer eller se tilbage på det, der skete i det sidste kvartal i 2016.
Den næste Notitsen forventes at blive udgivet 1. maj 2017. Derfor er deadline for materiale til Notitsen d. 8. april 2017.

Notitsen 2017-1 kan downloades her -> notitsen-2017-1
eller læses i readeren herunder.

This slideshow requires JavaScript.

Nyt år – ny hjemmeside

Kalenderen siger 2017 – det samme gør byen. Det er tid til en ny og forbedret hjemmeside!

Den gamle hjemmeside har længe været nede, og så har den kortvarigt været oppe at køre igen for herefter ikke at fungere igennem hele julen.
Vi havde muligheden for at bygge den gamle hjemmeside op fra bunden; en hjemmeside, som vi i mange år har været utrolig glade for. Men da valget stod mellem at bygge den gamle side op fra bunden eller lave en ny, så valgte vi, at det var på tide at starte på en frisk. Så vi starter året ud med at kunne præsentere en helt ny hjemmeside for jer! En side, som forhåbentlig kommer alle Stenderup-Krogagers borgere til gode.

Siden er stadig under opbygning (pr. 12.1.17), men du er meget velkommen til alligevel at se dig omkring og få dig et overblik over den nye opbygning.
Hjemmesiden administreres af Fællesrådet. Ønsker man at få noget på hjemmesiden, enten på vegne af sig selv eller en forening, så kontaktes den hjemmesideansvarlige på:

Mail: juliejensen1997@live.dk
Mobil: 42 20 22 45 (SMS)

Siden er optimeret til alle platforme, om så du er bruger af PC, tablet eller mobil. Vi håber at denne fleksible løsning kommer mange til gavn. Et eksempelvisning af hjemmesiden på forskellige platforme kan ses på billedet til dette opslag.

God fornøjelse med den nye side!

Venlig hilsen Julie Jensen,
på vegne af Fællesrådet.